HVIS JEG SKAL BESKRIVE MIG SELV MED 3 ORD, MÅ DET VÆRE... Udadvendt, glad og kunde/serviceminded. Mine kunder betyder alt for mig! Hvis de ikke var der, jamen så var jeg her heller ikke.
DET HELT SÆRLIGE VED GLAS OG GLASBRANCHEN ER... At der er så mange opbygningsmuligheder. Man får jo ret hurtigt øjnene op for, at glas ikke bare er glas. Der er enormt mange muligheder indenfor bare termoruder og EMALIT glas. Og som en af de yngre i flokken kan jeg se, at lige meget hvor mange år man har været her, så kan man altid lære nyt. Det er dét, jeg synes er helt specielt ved glas.
DET HELE STARTEDE... I folkeskolen med en praktik-uge hos GLASSOLUTIONS - dengang Scanglas - i Aarhus. I 2014 startede jeg i virksomhedspraktik der igen, efterfulgt af et barselsvikariat. Men jeg blev, efter kun et par måneder, kaldt til jobsamtale til en fuldtidsstilling her i Kjellerup, som intern sælger. Og således startede mit GLASSOLUTIONS-eventyr.
Men hvorfor lige glas?
Jamen egentlig startede min interesse for glas jo langt før. Min mor, Tina, er også ansat i GLASSOLUTIONS. Så på en måde er jeg 'fået det ind med modermælken', hvis man kan sige det sådan. Det er faktisk en meget god salgstale til de kunder, som kun vil snakke med min mor. Så kan de til nøds snakke med mig.
SOM BARN DRØMTE JEG OM AT BLIVE... Dyrlæge! Men da jeg var i praktik hos en dyrlæge, fandt jeg ret hurtigt ud af, at blod ikke lige var mig. Så den drøm slukkede hurtigt. Igennem et job hos kommunen fandt jeg ud af, at kontakten med mennesker var lige noget for mig, og at jeg var god til det. Og så blev det GLASSOLUTIONS. Fordi jeg havde mit eget leksikon derhjemme, i form af min mor, kom jeg ret hurtigt ind i tingene! Så selv efter en kort periode i Aarhus afdelingen, var jeg klar til at booke ordre ind, da jeg startede i Kjellerup.
JEG ER ALLERBEDST TIL... Kundepleje! Jeg har mellem fem og ti faste kunder. Jeg gør alt for mine kunder - nogen gange måske også lidt for meget. Men det er dem, der hiver mig op på en dårlig dag! Vi snakker jo om løst og fast, de spørger ind til min hund, jeg hører til deres børnebørn. Det er noget helt specielt! Og det er svært at forklare, uden at det bliver alt for kliché.
NÅR JEG HAR EN DÅRLIG DAG... Holder jeg mig lidt for mig selv, til at starte med. Så kommer jeg tit i snak med nogen af mine kunder, og det hjælper som regel. Når mine kunder er glade, er jeg glad. Og så hjælper mine kolleger også altid på humøret! Vi har et enorm stærkt sammenhold, og er gode til at spørge ind til hinanden. Der er ikke nogen der får lov, at surmule eller være ked af det en hel dag. Så det er nok nærmere en dårlig start på dagen man har, fremfor en dårlig dag.
JEG ER MEST STOLT AF... Det nye Rigshospital. Der var både PICTUREit, EMALIT, solafskærmende- og sikkerhedsglas. Det var en kæmpe sag! Og det var mig der stod i spidsen for den, og fulgte den til dørs. Det er en af de største jeg har haft, og den strakte sig over et par år... Jeg har stadig tilgode at se den.
Jeg er også ret stolt af det nye akutcenter i Viborg, hvor vi primært leverede persienneruder til. Det var også en af de helt store, og persienneruder er et ret komplekst produkt. Så den ordre krævede meget koordinering og meget 'hold tungen lige i munden'. Men det var en mega fed opgave! Jeg får et kick, når det lykkes at opklare de indviklede og kryptiske sager, og når kunden er glad og tilfreds.
JEG BEUNDRER... Lisbeth, min altid positive makker, som sidder overfor mig. Når hun sukker meget dybt, ved vi, at nu er den gal. Men at få ét ondt ord ud af hende, det er umuligt. Hendes temperament og ro er noget jeg beundrer. Hvor kaotisk og frustrerende en sag end måtte være, tager hun det bare oppefra og ned. Det er noget vi tit snakker om på kontoret. Hvordan hun altid kan være så rolig og positiv. Jeg tror, det er meget godt vi sidder overfor hinanden - vi er på mange måder hinandens modsætninger!