HVIS JEG SKAL BESKRIVE MIG SELV MED 3 ORD, MÅ DET VÆRE... Pligtopfyldende, udadvendt og ærekær.
DET HELE STARTEDE... Som ordrebooker i Glarmestrenes fællesindkøb i 2011. Jeg havde været 10 år i kopibranchen som sagsbehandler og var ved at være kørt træt i det. Samtidig skulle jeg lidt ned i tid pga. familie og barn. En aften søgte jeg nogle deltidsstillinger, uden at tænke ret meget over i hvilken branche. Dagen efter kom jeg til samtale hos Glarmestrenes fællesindkøb og fik jobbet! Og det var egentlig min lidt tilfældige vej ind i glasverdenen.
Det var gennem Glarmestrenes fællesindkøb, jeg fik kendskab til GLASSOLUTIONS (og dets medarbejdere). Teddy, forhenværende afdelingsleder i Hvidovre, gik og spurgte efter mig: "Kommer du ikke snart og arbejder for mig?". Efter små fem år var jeg ved at være klar til noget andet. Jeg ringede til Teddy, og meget belejligt stod han og manglede en intern sælger! Jeg startede i GLASSOLUTIONS d. 01. marts 2016.
Hvordan var det at komme ind i glasbranchen?
Jeg startede jo helt grøn! Jeg vidste intet om glas. Men det var spændende og svært. Først skal man lære at alting har minimum to ord! Tag lamineret glas for eksempel. Det kaldes både lamineret glas og stadip. Alle kunder bruger deres ord eller vending omkring et produkt. Så både dét skulle jeg lære, sideløbende med produkterne. På trods af mine fem år i glasbranchen forinden, var det nærmest som at starte forfra, da jeg startede hos GLASSOLUTIONS. Og så skal man være af en helt særlig kaliber, når man træder ind i en mande-verden, som glasbranchen og håndværkerbranchen jo er. Sådan en branche fungerer jeg bare rigtig godt i! Sådan var kopibranchen også.
SOM BARN DRØMTE JEG AT BLIVE... Ejendomsmægler. Efter gymnasiet vidste jeg ikke, hvad jeg ville. Jeg søgte en piccoline-stilling hos en ejendomsmægler, og efter en uge ville de have mig i lærer! Jeg blev uddannet kontorassistent gennem dem, og tog sideløbende merconom-fag. Da jeg fik mit første barn, hang det ikke sammen længere.
Efter endt graviditet skulle jeg bare ud blandt mennesker! Jeg kunne ikke tænke på at sidde på et kontor dagen lang. Så jeg endte i Føtex' slagterafdeling i fire år, hvor jeg blev område ansvarlig. Og så var det, jeg søgte ind i kopibranchen.
JEG ER ALLERBEDST TIL... At holde styr på alle mine bolde i luften. Og have et overblik over dem. Det siges jo, jeg snakker meget og hurtigt. Når det er sagt synes jeg, jeg er god til at hjælpe over telefonen - ja jeg synes vel egentlig bare, jeg er rigtig god til at servicere mine kunder! Og det sætter jeg en ære i.
I huset her er man nødt til at kunne holde styr på boldende i luften - og mange af dem! Der er mange opgaver, ikke en ordre er magen til den næste, og ofte bliver man afbrudt af telefoner der ringer, kunder i huset, kolleger der beder om hjælp. Nogen gange har man gang i 10-12 sager på én gang. Men det kan jeg bedst lide! Jeg tænker altid: 'Det når jeg aldrig!', men på en eller anden måde når jeg det altid. Jeg trives helt sikkert med en travl og afvekslende dag, så længe jeg har tid til at servicere mine kunder som jeg skal.
Jeg er enormt visuelt-tænkende. Og i denne branche er det en kæmpe fordel! En kunde kom ind den anden dag og fortalte om en sag med en kæmpe brusevæg... Der måtte jeg lige pointere, at man jo ikke bare lige sådan får en så stor brusevæg ind, når huset først er bygget. Man kommer langt med at se tingene for sig!
NÅR JEG MØDER EN UDFORDRING... Griber jeg den. Jeg vurderer, om det er noget der skal ligge hos mig. Hvis min viden ikke rækker, sender jeg den videre. Eller beder om hjælp. Jeg har nogle fantastiske kolleger, som altid er klar til at hjælpe! Og heldigvis bliver man jo klogere med tiden.
Udfordringer er ikke negativt ladet for mig, tværtimod. Og fejlene er dem man lærer allermest af! Hvor lavede jeg mange fejl mit første år. Men ofte laver man kun en fejl én gang. Når man ser konsekvensen af en fejl, lærer man tingene på en anden måde. Så man skal ikke være så bange for at fejle.
JEG ER MEST STOLT AF... Mine to piger! De er de sejeste, dejligste og stærkeste piger. Arbejdsmæssigt er jeg stolt af, at jeg ofte bliver bekræftet i, at jeg er pålidelig, troværdig og ihærdig. Og det giver tilfredse kunder! De får ikke altid det svar, de gerne vil have. Jeg udtaler mig ikke om noget, hvis jeg ikke er 100% sikker. Jeg svarer hellere "Det ved jeg ikke" end at udtale mig for hurtigt. Det giver trygge og loyale kunder, som er glade for den behandling de får.
Jeg sætter en ære i mit arbejde. Og den tillid fra mine kunder - den er jeg sku stolt af!
DET BEDSTE RÅD JEG HAR FÅET... Fik jeg af min morfar. "Du skal altid være ærlig!"
Som barn ville jeg gerne gøre alle glade. Den lurede min morfar hurtigt og sagde, at det er nemmere at huske sandheden end en løgn. Og at sandheden kommer man længst med. Jeg har altid været morfars pige, så den tog jeg til mig! Det er et råd, jeg har givet videre til mine piger. Selvfølgelig skal man være pragmatisk, men at være ærlig, det er bare det vigtigste.
JEG BEUNDRER... Michael Stappert. Han har simpelthen den største viden. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har mødt nogen, med så stor viden som ham. Samtidig har han interesse og overskud til at lære fra sig. Jeg føler mig altid tryg, når jeg har spurgt ham til råds.
Så når jeg bliver "stor", vil jeg være bare 10% så klog som ham.