HVIS JEG SKAL BESKRIVE MIG SELV MED 3 ORD, MÅ DET VÆRE... Hjælpsom, glad, loyal.
DET HELE STARTEDE... D. 01. november 2001, hvor jeg startede hos Scanglas. Men inden det arbejdede jeg faktisk mange år i slagteribranchen. Derefter kom jeg ind til Posten. En dag så jeg et stillingsopslag ved Scanglas, og det søgte jeg. Egentlig blev jeg ansat med det samme, og fik en rundvisning rundt i produktionen. Jeg startede i booking, og hjalp senere Any med at lave tilbud, og som tiden gik kom jeg over i rådgivning og tilbudsgivning.
- Du er en af de tunge drenge, forstået på den måde, at du har en kæmpe glasviden. Var det svært at tilegne sig den?
Først og fremmest måtte jeg nå den erkendelse, at glas ikke bare er glas... Men på mange måder har jeg siddet i minefeltet - omringet af meget dygtige kolleger - og det har resulteret i den ret store viden, jeg har i dag. Hvis jeg møder en udfordring, har jeg et stærkt team omkring mig. Knud-Erik har på mange måder været min læremester, og han arbejder ud fra teten: "kom selv med et forslag til en løsning, så tager vi den der fra". Det har været en god læringsmetode for mig. Og så har det været en kæmpe fordel at sidde her i Kjellerup med vores produktion i ryggen.
DET HOTTESTE INDEN FOR GLASVERDENEN LIGE NU MÅ VÆRE... Sage Glass. Synes jeg selv. Eller PRIVA-LITE. Det må være det ypperste, lige nu, inden for glas. Det er fremtiden, og jeg synes det er fantastisk, hvor langt vi er nået. Det er det finurlige ved glasbranchen: Udviklingen dør aldrig. Det er en evigtvarende proces af forbedringer. Tænk, da jeg startede handlede vi ikke med andet end 2-lags ruder. I dag er 80% af vores ruder 3-lags. Der er altid ny læring at finde!
De mest efterspurgte produkter er persienneruder og vores COOL-LITE XTREME ruder. Der er gode solafskærmende egenskaber ved produkterne, og samtidig kan de tilpasses efter individuelle behov.
JEG ER ALLERBEDST TIL... At lave kalkulationer og hjælpe mine kolleger. Jeg siger aldrig nej til at hjælpe. Jeg er også god til at have for øje hvad vi kan, holde overblikket og samtidig kombinere min glasviden - som er stor. Så jeg kommer ikke rigtig til at bøffe i den. Men det er jo et samspil mig og mine kollegaer imellem. Sammen er vi en fælles styrke. Jeg synes også jeg er god til at give viden videre: jeg har tidligere lært så meget af mine kolleger, så nu er det min tur til at give lidt fra mig. Og det har jeg stor glæde ved.
NÅR JEG HAR EN DÅRLIG DAG... Det har jeg næsten aldrig. Men hvis det sker, så cykler eller løber jeg en tur, og så har jeg glemt det, når jeg kommer hjem igen. Men ofte hjælper mine kollegaer mig også. Jeg tror ikke på, at man kan sidde og være sur en hel dag, hvis man sidder omringet af mine kolleger. Vi er gode til at spørge ind til hinanden, eller drille hinanden lidt, og så glemmer man hurtigt de sure opstød!
JEG ER MEST STOLT AF... At branchen har ændret sig. Bygninger skal i højere grad være 'statuer' eller 'ikoner', hvor det før mere handlede om funktion og simplicitet. Man tør godt udfordre! Jeg bliver stolt, når vi laver noget så specielt, at det sætter bygningen på kortet. Fx OPS i Aarhus... Bygningen er gennemtænkt på en sådan måde, at den er i harmoni med naturen. En bæredygtig og utrolig flot bygning! Eller Torpedohallen på Christianshavn, som lidt var startskuddet for flotte bygninger med - på det tidspunkt - exceptionelle store glasfacader. Det gav et løft i arkitektverdenen, hvis du spørger mig.
JEG ER MEST OPTAGET AF... Min familie, mit hus og min sport. Jeg fisker, går på jagt, cykler.. Jeg elsker naturen. Jeg spiller tennis og badminton, men det er mest for hyggens skyld. Og så er jeg god til at lave mad! Jeg laver mad hver dag, og jeg griller året rundt, mindst én gang i ugen. Men jeg gider ikke lave sådan noget traditionelt mad. Jeg kan godt lide at udforske nye opskrifter.
JEG BEUNDRER... Mennesker der gør et eller andet der er anderledes. Fx familien fra Fjerne Kyster. De tør gøre noget uden et sikkerhedsnet og er ligeglade med 'normen' og materielle ting. Det synes jeg er sejt! Jeg beundrer 1'er personer, der har kæmpet for at nå dertil hvor de er nu. Det gælder både sport, karriere eller noget helt tredje.
Og så beundrer jeg arkitekter der tør gå nye veje.